Skip til hoved indholdet
    Hjem Pædagogik

Pædagogik

Pædagogisk grundlag og læreplan.

I Kastanjely arbejder vi anerkendende og med et teoretisk afsæt i tilknytningsteorien. Det betyder, at vi er optaget af relationer, og derfor er vi opmærksomme på, at alle børn oplever at have trygge relationer i her Kastanjely. Vi tager ansvar for at etablere disse trygge relationer. Vi har ydermere fokus reparere på de relationer, der oplever et brud.

Vi arbejder yderligere med tanken om ’zone for nærmeste udvikling’. Det betyder, at vi ser på, hvad barnet kan, og hvad barnet kan med hjælp. Ud fra denne viden kan vi tilrettelægge aktiviteter og forløb, der understøtter hver enkelt barns positive udviklingskurve.

Vi arbejder ud fra den styrkede pædagogiske læreplan, og vores hverdag er struktureret og planlagt ud fra denne.

Sådan arbejder vi med:

I Kastanjely vil børnenes perspektiv ALTID komme først. Alle børn gør sig umage og vil gerne lykkes. Det vil sige, at hvis de ikke lykkes, så skal vi først og fremmest se på, hvad vi som pædagogisk personale kan og skal justere på, sådan at de KAN lykkes.

Vi er nysgerrige på børnenes intentioner. Børn kan sjældent forklare, hvorfor de handler som de gør. Så vi skal gøre os meget umage med at se dem og forstå deres adfærdsmønstre. Det lykkes for os langt hen ad vejen ved at vi blandt andet:

  1. Er sammen med børnene i små grupper, så der er plads til alle og alle oplever at blive set og hørt.

  2. Holder ugentlige teammøder, hvor vi drøfter børnenes udvikling og trivsel. Vi reflekterer over den pædagogiske praksis omkring børnene.

  3. Et tæt samarbejde med forældrene omkring børnene.

Legen har en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud. Det er i leg, at børn gennem hele deres dag udvikler sig. De udvikler sig. når de er glade og når de trives. Når børn er i balance, sker udviklingen.

Læring og udvikling skal dog forstås bredt, og læring sker eksempelvis gennem leg, relationer, planlagte aktiviteter, udforskning og ved at blive udfordret.

Vi prioriterer, at børnene oplever små børnefællesskaber hver dag, flere gange om dagen. Vi har planlagte aktiviteter hver dag, hvor børnene sidder i mindre grupper og holder samling. De sidder også i små faste spisegrupper. Alle børn vil gerne høre til. Man oplever, at man har værdi, når man hører til. Vores formål med de faste små grupper er at hjælpe alle børnene ind i børnefællesskaber.

I Kastanjely har vi en forandringsplan, som er vores fælles og overordnet styrringsredskab. Her har vi særligt fokus på:

  • Sprog
  • Leg og aktivitet
  • Den social-emotionelle udvikling.

Det vil sige at vores hverdag og den overordnede planlægning er foretaget ud fra dette fokus, samt med afsæt i den styrkede pædagogiske læreplan.

De ældste børn i Kastanjely går i en samlet gruppe i vores pavillon. Her bliver de udfordret og mødt med krav, der så småt er tilsvarende, hvad de møder, når de skal i skole og i SFO. Vi er meget opmærksomme på, at vores store børn bliver trænet i så som at indgå kompromisser, kunne løse konflikter på en hensigtsmæssig måde, kunne få øje på andres behov og signaler. Hertil kommer naturligvis arbejdet med tal og bogstaver, at stille sig op og turde sige noget i en lille gruppe og så videre.

I månederne inden, skolebørnene skal begynde at gå i SFO, tager vi på besøg på de forskellige skoler for at overlevere til det personale, der skal tage imod skolebørnene i SFO’en. I samarbejde med forældrene drøfter vi i månederne inden skolestart barnets skoleparathed.

De seks læreplans temaer er:

Alsidig personlig udvikling

Omhandler barnets udvidelse af erfaringsverden og deltagelsesmuligheder.

Alle børn har som udgangspunkt lysten til engagerer sig og gåpåmod. Vi opmuntrer og guider i den rigtige retning, så vores børn får en masse succes. Dette gør vi blandt andet ved at bruge zonen for nærmeste udvikling. På den måde får vi nogle børn, der bliver kompetente og livsduelige.

Social udvikling

Omhandler udvikling af sociale handlemuligheder og deltagelsesformer.

Dette foregår i sociale fællesskaber, hvor børnene er betydningsfulde. Her drager de erfaringer med sig selv, øver indflydelse og værdsætter forskellighed. På denne måde udvikler børn empati og sociale relationer.

Alle børn er værdifulde for fællesskabet her i Kastanjely. Det at have empati, at kunne aflæse andre og at kunne sige til og fra, er en stor del af dette arbejde. Når der leges, bliver det tydeligt, hvor stor betydning leg har for den sociale læring. Her øver de sig eksempelvis i at sige til og fra, i konfliktløsning og forhandling.

Kommunikation og sprog

Børn tilegner sig og udvikler kommunikation og sprog i de nære relationer.

Gennem interaktioner lærer børn at kommunikere. Lige fra øjenkontakt - til pludren - til ord - og til talesprog. Vi er sproglige rollemodeller, og det er en opgave, som vi tager meget alvorligt. Vi opdeler vores børn i små børnefælleskaber med udgangspunkt i zonen for nærmeste udvikling. Her arbejder vi målrettet med det udviklingstrin, som børnene er på og er på vej imod. Vi sætter ord på gennem hele dagens gang. Vi understøtter visuelt og udfolder ordenes betydning og begreber.

Krop, sanser og bevægelse

Børn lærer gennem kroppen. De skal støttes til at bruge den. Den skal udfordres - og der skal eksperimenteres og mærkes. Dette er grundlæggende for fysisk og psykisk trivsel.

I Kastanjely har vi en god legeplads med gode muligheder for fysisk aktivitet. For nuværende er vi i en proces, hvor vi er ved at kvalificere den endnu mere.

Inde har vi ribber, madrasser, balancebaner med videre, som vi benytter til vores strukturerede aktiviteter.

Vi bestræber os på at tænke bevægelse ind i alt, hvad vi laver i løbet af dagen.

Natur, udeliv og science

Naturoplevelser har en følelsesmæssig, kropslig, social og kognitiv effekt. Der er rig mulighed for at eksperimentere og at udfordre nysgerrigheden - for naturoplevelser er det første møde med naturvidenskaben.

I Kastanjely har vi en god legeplads med rigtigt mange muligheder. Der er rig mulighed for de mere fysiske lege som at cykle, hoppe, løbe, hinke, gynge, snurre og meget mere.
Til dem, der har brug for at bruge deres krop til at udfordre sig selv, har vi blandt andet træer til at kravle i, rede-gynge og flere forskellige rutsjebaner.
Vi har sandkasser, legehuse, mudderhuller, store sten og meget mere, hvor børnene kan sanse, undersøge og eksperimentere.

Desuden ligger Kastanjely i et område med mange grønne områder, legepladser - og med vores ladcykler kan vi komme tæt på naturområder som Hedeland og Hakkemosen.

Kultur, æstetik og fællesskab

 Omhandler kraften til at skabe og være kunstnerisk. Gennem dette udvikles sanser og følelser. Børnene tilegner sig kulturelle værdier og forståelse for deres omverden.

Vi sætter rammerne, og børnene er med til at udfylde dem. For eksempel har vi i to måneder beskæftiget os med temaet ’Lande’. Her spiste vi blandt andet mad fra forskellige lande, klædte os i kostumer fra forskellige lande, hørte musik og dansede danse fra forskellige lande. Vi talte med børnene om, hvor de og deres familie kommer fra, børnene malede flag og meget mere.

Vi afholder blandt andet også halloween. Vi pynter op, laver lege, skærer græskar og så videre. Disse arrangementer er med til at skabe et fællesskab både for børn, forældre og personale.

Børnehuset Kastanjely
Ahornvej 1
2630 Taastrup

Telefon: 43 35 34 03

Pædagogisk leder: Lasse Nice Stisen
E-mail: LasseSt@htk.dk

Klyngeleder: Gitte Bendix
E-mail: GitteBe@htk.dk

Mandag – torsdag:
Klokken 06.15 – 17.00

Fredag:
Klokken 06.15 – 16.30

Lukkedage